Cala er den 26. og 28. marts blevet parret med KLBJCH Jineau Off-Icer og går alt planmæssigt forventer vi hvalpe omkring den 26. maj.

Stamtavle på det kommende kuld kan ses her:

https://whippet.breedarchive.com/animal/view/galanta-whippets-amedei-dfac4e46-cf9c-4628-b7dd-0ea2a9387c42

Cala, 2 år gammel, Har opnået Exc. m. CK på flere udstillinger.

Jineau Off-Icer, 2 år gammel, BIM og CERT på Myndeklubbens udstilling i Køge

09.04.2017

Lige et nyt billede af Cala. Der er nu gået to uger siden parring og det er endnu for tidligt at sige om Cala er drægtig.

Hun er som hun plejer, glad og legesyg. Vi holder vejret i spænding et par uger endnu.

16.04.2017

Der er nu gået 3 uger siden 1. parring med Icer, og for os, der er utålmodige, stadig ikke så meget nyt at berette.

Cala har det fint, sover måske en smule mere end ellers og hverken de ydre kønsdele eller dievorter er "skrumpet" efter løbetid. Det er gode tegn, men intet er endnu sikkert.

Icer gør en ihærdig indsats for, at hans forhåbentlig kommende hvalpe, får en far de kan være stolte af. For godt en uge siden blev han BIR på en udstilling i Chemnitz i Tyskland og i går blev han BIM på DKK's nationale udstilling i Aars.

Et billede af Cala fra dagens gåtur, det var køligt men tørvejr.

24.04.2017

Nu 4 uger efter parring, er jeg ikke længere i tvivl, Cala er drægtig.  

Den sidste uge har Calas appetit været meget svingende, morgenmad har hun slet villet have. Det er usædvanligt, Cala plejer at have madglæde som en labrador. Hun er ikke gået op i vægt, men hendes taljemål er øget med 4 cm og hun har fået en fin lille mave, der dog nok endnu er for lille til at kunne ses på billeder.

Hendes dievorter er vokset og har skiftet farve + vi har set en smule klart udflåd, det er helt efter bogen.

30.04.2017

Cala er nu 5 uger henne i sin drægtighed og maven er blevet mere tydelig. Hun har genvundet apetitten og har taget 600 gram på den seneste uge.

07.05.2017

Cala, 6 uger drægtig.

Hun har taget godt et kilo på den seneste uge og det sidder ikke på sidebenene.

Hendes taljemål er øget med i alt 8 cm., de 4 cm. siden sidste søndag.

Hun er fortsat ubesværet, men tager ikke længere de vilde spurteture. Hendes appetit er fortsat ikke god tidligt på dagen, men heldigvis spiser hun godt fra middagstid. Hun får nu 3-4 mindre måltider fordelt i tidsrummet fra middagstid til midnat

14.05.2017

Cala, 7 uger drægtig.

Maven vokser fortsat og Cala har nu ialt taget 2½ kg. på. Hun vil endnu gerne med på gåture, men bevæger sig i et meget moderat tempo og hun hviler meget mere end vanligt.

21.05.2017

Cala er nu 8 uger drægtig, og går ind i sin sidste drægtighedsuge.

Hun er vokset rigtig meget den sidste uge, har taget 1½ kg. på, så hun ialt har lagt 4 kg. til sin normalvægt.

Taljemålet er siden start vokset fra 42 til 62 cm.

Vi kan mærke at hun så småt begynder at synes maven er lidt i vejen. Hun vil gerne gå tur, men bliver hurtigere træt og hun hviler en stor del af dagen.

Hun er dog ikke mere besværet end, at hun fortsat hopper op og ned af både sofa og seng

UGE 1:

25/05-2017:

Cala fødte sine hvalpe i morges, et dejligt kuld på 3 hanner og 4 tæver. Det var den nemmeste og mest ukomplicerede fødsel jeg endnu har overværet.

Hendes temperatur faldt kl. 10 i går formiddags til 36,5 og så skete der ellers ikke mere, hun var med på gåture og sov ellers dagen væk. Et temperaturfald til under 37 grader indikerer at fødsel kan forventes i løbet af det næste døgn

I nat var jeg vågen en del gange Cala sov bare, skiftede plads i ny og næ, men var ellers rolig

Klokken fire i morges er hendes temperatur stadig 36,5. Klokken 6 vækker hun mig og vil ud, da hun kommer ind igen begynder hun lige så stille at blokke op, omkring klokken syv kommer den første presseve og 7.09 er første hvalp født.

Resten kom bare slag i slag, alle presset ud i 2-3 veer. Sidste hvalp blev født klokken 9.40, så fødsel af syv hvalpe på 2½ time det er hurtigt.

Lars fik ringet til Rebecca, der skal have en tævehvalp fra kuldet og som også var fødselshjælper ved vores forrige kuld, og hun nåede heldigvis at komme og være med til fødslen af de sidste 4 hvalpe.

Hvalpene har en fødselsvægt på mellem 265 og 345 gram. Både mor og børn har det her til aften fint. Cala har lidt efterveer, det er forventeligt at hun må døje lidt med dem de kommende dage.

26/05-2017:

En varm dag, hvor det meste af tiden er gået med at beundre de 7 små vidundere og med at varte Cala op.

Cala har ikke haft så stor appetit og døjet lidt med efterveer, men hun passer trods det de små til ug. Jeg sætter vækkeuret og giver hende et måltid eller to i nat også, servicen er i højsæde, her på "barselsgangen" i Østergade.

De første døgn vejer jeg hvalpene to gange dagligt, en jævn vækst, er en god indikator for at de små trives. I går aftes havde et par af hvalpene tabt sig lidt, det er som med babyer helt OK og ganske almindeligt. Her til aften har alle taget på, mellem 25 og 50 gram siden fødslen, det er fine vægtstigninger.

Lidt af dagens billeder.

27/05-2017:

Endnu en varm dag, som både mor og hvalpe har klaret flot. Cala har stadig efterveer, men de er heldigvis aftagende i forhold til i går og hun har ingen feber, så alt er som det skal være.

Calas appetit er, nok hovedsageligt pga. varmen, endnu ikke så god i dagtimerne. Vi forkæler hende med mad "på sengen", opblødt hvalpefoder iblandet lidt kylling eller råt oksekød og havresuppe med æggeblomme og laktosefri piskefløde. Havre er med til at stabilisere maven og tarmsystemet hos tæven. For at forebygge tynd mave får hun også et ekstra tilskud af mælkesyrerbakterier.

De små vokser som de skal og bruger primært døgnet på at sove og spise, sådan vil de næste par uger forløbe, her er det Cala, der trækker det absolut største læs.

Lidt billeder fra dagen.

28/05-2017:

En rolig dag i kassen. Cala har næsten ingen efterveer haft og temperaturen ude er dalet nogle grader, det har tydeligt gjort hende godt.

De små trives fortsat, spiser, sover og møver en smule rundt. Maverne fungerer fint hos alle, Cala tager sig pænt af rengøringen, så længe de kun lever af hendes mælk.

Hun slikker og vasker dem meget og det har ikke kun til formål at holde dem rene, mave-/tarmsystemet har brug for hendes "massage" for at blive holdt i gang.

Her til aften besluttede Cala sig også for, at hun ville med på gåtur. Jeg var spændt på om hun ombestemte sig og pludselig ville hjem, men hun gik fint med den ½ time vi var ude.

Jeg holdt hende i snor hele vejen, ville ikke risikere, at hun pludselig løb hjem. Specielt lillesøster Bianchi var glad for at have hende med, hun savner sin storesøsters selskab og det varer nok lidt endnu før Cala tillader at hun hjælper med pasningen af de små

29/05-2017:

Endnu en rolig dag hos de små uden så meget nyt at berette, de vokser og trives. Cala har været med ue at gå både i eftermiddags og her til aften og jeg er virkelig imponeret over, hvor fin en kondition hun er i. Hun ligner ikke en nybagt mor til 7.

Bianchi og Ghini får fortsat ikke lov til at komme alt for nær de små, det accepterer de, men Bianchi skal lige brokke sig lidt i ny og næ.

Begge accepterer dog uden tøven Calas signaler, et blik fra hende er nok til, at de begge trækker længere væk. Det er fascinerende at iagttage deres indbyrdes kommunikation.

30/05-2017:

Ikke så meget nyt at berette, og det er udmærket, dagene her den første tid skal helst forløbe forholdsvis roligt uden for meget "larm" fra kassen.

Cala spiser som en hest nu, hun skal jo også producere en masse energi i form af mælk. Hun bliver fortsat forkælet med ekstra lækkerier ud over sit basis foder.

Jeg ved, at jeg har nævnt det før, men jeg synes sammenligningen sætter tingene i perspektiv. Hos os mennesker er vi tilfredse, når en baby vokser 250 gram på en uge, de seneste dage har Calas hvalpe haft en samlet tilvækst på 300 gram om dagen, ikke så underligt at hun kan spise 6 store måltider i døgnet.

Lidt billeder fra dagen.

31/05-2017:

En blæsende, lidt halvkølig, sidste forårsdag, så ingen dårlig samvittighed over at lade ukrudt være ukrudt og hygge indenfor istedet.

Vi har været på de sædvanlige ture, Cala nyder at komme ud, men også at komme hjem til de små igen. Ghini og Bianchi må nu gerne ligge på en madras et par meter fra kassen og kigge på de små, uden at Cala reagerer.

Bianchi undres over, hvad det er for nogle størrelser. Ghini ligner mest en, der er lettet over at det ikke er hende, der får spoleret nattesøvnen af småfolk, men kan nøjes med at nyde synet.

UGE 2:

01/06-2017:

Hvalpene er nu en uge gamle og går ind i deres 2. leveuge.

Dagen er gået roligt og det lykkedes mig med Calas hjælp, at få taget individuelle ugebilleder af de små. Ind imellem var hun lidt for "hjælpsom", så jeg er glad for at Thor er kommet hjem fra efterskole, når der for alvor skal tages opstillingsbilleder om nogle uger.

Vi har været på de daglige gåture og lige så meget Cala nyder at være sammen med hvalpene, lige så meget nyder hun det frirum hun får her. Hun ruller sig i græsset og leger med Bianchi, men så snart vi nærmer os huset, kan det kun gå for langsomt med at komme hjem.

Hvalpene trives fortsat, de vokser og udvikler sig og bliver kun dejligere for hver dag der går.

Lidt af dagens billeder.

02/06-2017:

Fredag og pinseferie for Thor, han er hjemme fra efterskolen og blev meget overrasket over, hvor meget hvalpene er vokset siden i søndags. De har alle godt og vel fordoblet deres fødselsvægt, det er helt efter bogen.

Cala holder stadig skarpt øje med os, når vi "bortfører" hvalpene for at veje dem, vægten står på et bord ved siden af hvalpekassen, så det er kun få meter de bliver flyttet.

Vejret har været solrigt og dejlig lunt, så ud over gåturene har Cala også slikket lidt sol på terrassen, hun var jævnligt lige inde og runde kassen for at sikre sig, at der var ro.

Som vanligt lidt billeder

03/06-2017:

En regnvåd lørdag, med et par korte gåture mellem bygerne. Der er fodboldstævne i byen, hvilket betød, at Lars ændrede ruten for eftermiddagsturen, det passede ikke Cala, hun ville hjem.

Nok er hun glad for sine gåture, men min antagelse om, at hun endnu gerne vil have en vis forudsigelighed med hensyn til rute og længde holdt stik. Jeg tror hun springer eftermiddagsturen over i morgen og nøjes med en aftentur.

Jeg har fået klippet kløer på de små for første gang, det er noget pillearbejde. Jeg bruger en alm. 3 i en'er til mennesker og så er det ellers bare at koncentrere sig og holde tungen lige i munden, men det skal gøres, kløerne var begyndt at hænge i tæppet, det kan ikke være rart.

I morgen er det arbejdsdag for mit vedkommende, men heldigvis er hvalpene i gode hænder, der er både Lars, Thor, Jon og Steven til at tage sig af dem.

04/06-2017:

Hjemme igen efter en lang arbejdsdag, ikke længere end normalt, men køreturen hjem føltes lang. Jeg tog afsted klokken syv i morges og var hjemme klokken 23.

05/06-2017:

2.Pinsedag og fridag for hele familien. En dag hvor vi primært har slappet af og bare ordnet det nødvendige.

Hvalpene vokser og er blevet mere mobile, de er så småt begyndt at øve sig i at stå på benene, og møver hurtigt fra den ene ende af kassen til den anden.Det meste af tiden går dog fortsat med at sove og spise.

Bianchi vil frygtelig gerne hjælpe med at vaske de små, det accepterer Cala, så længe hun holder sig udenfor kassen og ikke er for voldsom. Jeg er sikker på, at Bianchi bliver en skattet legetante om nogle uger.

 

06/06-2017:

En dejlig dag, som startede med fælles morgenbord og fejring af Jons 24 års fødselsdag.

Senere på formiddagen kom Rebecca et smut forbi til hvalpenus og hundesnak, det er altid hyggeligt. Snakken faldt naturligt også på, hvilken af hvalpene, der mon til sin tid skal flytte ind hos hende. Kun gætterier endnu, de skal vokse sig større før vi rigtig kan få indtryk af temperament og eksteriør.

Bianchi og jeg kørte til ringtræning i Aarhus her til aften, det gik OK. Hun er endnu noget ukoncentreret og lidt af en hoppebold, men det er helt i orden, når man kun er 10 måneder, hun skal nok blive "voksen og fornuftig" med tiden.

Til Ghini og Calas utilfredshed, har vi sprunget den lange aftentur over i dag, der kommer jævnligt meget kraftige tordenbyger og det vejr er der ingen grund til at vove sig ud i.

07/06-2017:

En stille, meget regnvåd dag, som vi primært har tilbragt indendørs, kun afbrudt af et par forkortede gåture. Cala gad ikke ud i regnvejr, det plejer ellers ikke at genere hende.

Hvalpene vokser og udvikles som de skal, vi begynder at kunne ane øjensprækker, så i løbet af de kommende dage, burde de så småt begynde at åbne øjnene. Det er altid spændende, for så for så begynder de at ligne rigtige små hunde og bliver for alvor uimodståelige at kigge på.

UGE 3:

08/06-2017:

Hvalpene er nu 2 uger gamle og går ind i deres 3. leveuge.

Dagen er gået med at tage nye individuelle billeder og med at få styr på en række praktiske ting. Jeg har arbejdsdag i morgen og i weekenden skal Thor og jeg på DKK udstilling i Vejen, Bianchi og Ghini er tilmeldt, så de kommende dage bliver det nok kun til et par korte opdateringer.

Billedtagningen var med "hjælp" fra både Cala og Bianchi. Jeg er sikker på det har været et ret morsomt syn, med mig rodende rundt på gulvet og med den ene hånd styre kameraet, mens den anden forsøgte at guide hvalpene lidt i den rigtige retning, samtidig med at Cala og Bianchi jævnligt placerede sig mellem kamera og den hvalp jeg var i gang med at fotografere.

I næste uge har Lars tidligt fri og har lovet at hjælpe, det ser jeg frem til.

Alle hvalpene har nu små åbne øjensprækker, så nu varer det ikke længe før der for alvor bliver liv i kassen og ikke længe før de begynder at gå på opdagelse.

09/06-2017:

Hjemme efter en lang arbejdsdag og utroligt, hvor meget der er sket med de små. Øjnene er mere åbne og når Cala kommer op i kassen til dem myldrer de rundt. De kan alle bevæge sig på 4 ben nu, om end det stadig er en noget usikker og stavrende gang.

I dag har Cala også givet Bianchi lov til at komme op i kassen og hjælpe med pasningen, Ghini har ikke vist de små så stor interesse, men mon ikke hun tøer op, når de for alvor begynder at bevæge sig rundt.

Nu står den på pakning af de sidste ting til morgendagens udstilling og så er det vist sengetid, en lang dag venter.

Cala og de små, skal selvfølgelig blive hjemme, men de bliver ikke efterladt alene, Rebecca kommer og holder styr på flokken.

 

10/06-2017:

En stor tak til Rebecca for både pasning af hvalpe og dagens billeder. Det er ingen sag at tage hjemmefra når de små er i så gode hænder.

Der er meget gang i de små, når de er vågne, men de "kører" endnu ikke så langt på literen. De stavrer rundt og begynder så småt at "bide" lidt i hinanden. Der er ingen tænder endnu, hvilket især Cala nok sætter pris på.

Vi havde en hyggelig dag i Vejen, selv om resultaterne ikke var prangende. Bianchi fik Vg i juniorklassen og Ghini Exc. i Championklassen.

Vi skal afsted igen i morgen, så sengen kalder, men først lidt billeder

11/06-2017:

Endnu en lang dag med udstilling i Vejen, Lars har været "barnepige" herhjemme. I morgen endnu en arbejdsdag, men så har jeg efterfølgende 6 fridage, som skal tilbringes herhjemme sammen med hvalpene.

Det bliver også en uge, hvor flere af hvalpekøberne kigger forbi, det glæder jeg mig til.

Jeg har indsendt oplysninger om kuldet til DKK, så forhåbentlig bliver hvalpene stambogsført i løbet af den kommende uge, når godkendelsen er kommet, skal jeg nok afsløre, hvilke navne hvalpene har fået på stamtavlen.

Hvalpene er slet ikke til at stå for nu, med deres fine, åbne øjne.

12/06-2017:

Blot et par godnat billeder, sengen kalder, der er lidt søvnmangel, der skal indhentes.

 

13/06-2017:

Dejligt med en hel dag hjemme hos hvalpene, de udvikles så hurtigt nu hvor de kan se. De er stadig meget usikre på benene, men sidder man ved kassen, når de vågner kommer de stavrende hen til kanten og vil snakkes med. De er alle kontaktsøgende og nysgerrige.

Jeg har fået fundet gitre mv. frem til afspærring af de ting, som hvalpene ikke skal i nærheden, endnu bevæger de sig ikke langt fra kassen, men det varer ikke mange dage før de begiver sig længere væk, så det er med at være på forkant.

Eftermiddagen bød på hyggeligt besøg af hvalpekøbere (Mikael, Malene og deres søn + Rebecca) , det er så dejligt at opleve den glæde og forventning, der er til at få et lille nyt familiemedlem i huset.

 

14/06-2017:

Endnu en dag hjemme, dem er der nogle stykker af, jeg skal først arbejde igen mandag. Har fået næsten bund i vasketøjet, det er der meget af pt., de næste par uger skal der skiftes tæpper ofte i hvalpekassen.

Hvalpene har endnu ikke kontrol over deres blære og "søerne" bliver større efterhånden som de vokser. Det lykkes dog ind imellem for hvalpene, at nå ud af hvalpekassen og tisse der, men det er endnu mere undtagelsen end reglen.

Sidst på eftermiddagen kom Nina og Mads på besøg, de har i forvejen en whippet, som kan se frem til at få en "lillebror" i juli. Nogle hyggelige timer med megen whippetsnak.

Håber morgendage byder på lidt godt vejr, ukrudtet er vokset godt i haven med al den regn, der er kommet og der skal tages ugebilleder, det vil være rart, hvis vi kan gøre det i carporten, det er nemmere udendørs, hvor der er mere lys.

UGE 4:

15/06-2017:

Hvalpene er nu 3 uger gamle og går ind i deres 4. leveuge.

Som vanligt er en del af dagen gået med tage og redigere nye ugebilleder. Det gik forholdsvis let og smertefrit. Vejret var fint, så vi kunne stå i carporten, Lars holdt styr på de små og jeg fotograferede.

Det er også dagen, hvor de små er blevet registreret og har fået stamtavler.

De har alle fået navne efter Chokolade brands, inspireret af, at Icer jo kommer fra Belgien, der er kendt for sin fine chokolade og at Lise-Lotte, Icers "mor" af og til kalder små whippethvalpe for chokoladeknapper, navnene kan ses under hver enkelt hvalp på ugebillederne.

De små vokser fortsat som de skal, de vejer mellem 1250 og 1450 gram og følger hver især en fin vækstkurve. Alle er nu også småt begyndt at få tænder .

I morgen skal de have deres første måltid, som Cala ikke leverer bestående af opblødt hvalpefoder, håber det glider lidt lettere ned, end det tørre hvalpefoder som et par af hvalpene prøvesmagte i dag.

16/06-2017:

En lun men blæsende dag, som jeg udover gåturene med de store, primært har tilbragt indendørs. Jeg har fået en masse praktiske ting fra hånden og ellers bare nydt, at iagttage hvalpene, når de er vågne.

Hvalpene har fået deres første måltid af opblødt hvalpefoder, det kunne de alle lide og det gik fint med at spise af skålen. Det varer dog lidt, før de er klar til de finere selskaber, en del blev spildt ved siden af og der blev trampet lidt i maden.

Cala er ikke altid lige tålmodig, eller også er jeg bare for langsom, det kan under alle omstændigheder være lidt af en kunst, at få skiftet tæppet i kassen, inden hun lægger sig for at give de små en tår. I dag lykkedes det ikke, men det så ikke ud til at genere hverken Cala eller hvalpene.

Vi har også bemærket, at flere af hvalpene nu reagerer på lyd, så indenfor få dage kan de alle høre.

 

17/06-2017:

En lang, men super hyggelig dag helt i hundenes tegn. Besøg, først af hvalpekøbere til henholdsvis en tæve og en han, senere af Leif og Lise-Lotte, som ejer Icer, der jo er far til de små.

Klokken har sneget sig efter midnat, og alle de firbenede sover. Efter sådan en dag, er der mange nye indtryk at fordøje for de små, så mon ikke de tager sig en god lang søvn nu.

Kameraet har ligget næsten stille i dag, men et par billeder er det blevet til de kommer her.

18/06-2017:

 En meget varm og sommerlig søndag, hvor både hundene og vi mennesker har været lidt dovne i varmen.

 Det har været så varmt, at de små kunne komme en meget kort tur udenfor på terrassen, de holdt sig nær de voksne hunde, men var nysgerrige og fik stort set alle tisset på fliserne.

 Hvalpene er meget livlige, når de er vågne, de leger og bider i hinanden og er også begyndt at komme med lyde under leg.

 De får opblødt hvalpefoder et par gange i døgnet, men ved alle, hvor skålen med Calas tørre foder står og det spiser de også lidt af, dog ikke så meget, at det bliver til et regulært måltid.

 I morgen er det arbejdsdag for mit vedkommende, så Jon, Steven og Lars passer de små.

 

19/06-2017:

Hjemme igen efter en lang arbejdsdag. Jeg kan se at kameraet har ligget stille i dag og familien er gået i seng nu (både to- og firbenede), så blot et par billeder taget i går.

20/06-2017:

En dejlig dag, hvor Rebecca kom et smut forbi til hvalpenus og kaffe, de små sov, da hun kom, men livede heldigvis op efter en lur. Det er dejligt at se hvor kontaktsøgende hvalpene allerede er, også overfor andre end familien her.

Vejret var forholdsvis mildt, så vi havde nogle af hvalpene en tur i carporten, dem der sov i første omgang, havde jeg ude lidt senere på dagen. Endnu bevæger de sig lidt tøvende rundt ude, men det hjælper, når de er flere sammen, det giver tryghed og det er altid et hit, når Bianchi også går med ud.

Bianchi nyder at være sammen med de små og jeg nyder at se hendes adfærd overfor dem. Hun er selv en ung hund på 11 måneder, men er udmærket klar over, at hvalpene er små og at hun skal være forsigtig. Jeg er sikker på at Cala også er udmærket tilfreds med hendes hjælp.

Sidst på eftermiddagen kørte Bianchi og jeg et "smut" til ringtræning hos Leif og Lise-Lotte i Aabybro. Jeg fik nogle absolut brugbare fif og så var det dejligt at Charlotte og Ayla (Bianchis søster) også deltog. De to søstre blev meget glade for at se hinanden. Det gør vi igen en anden dag, for selv om vi er tilfredse med træningen, der foregår tættere på os, er det noget andet, når trænerne er erfarne whippetejere og udstillere.

De små har stort set sovet siden vi kom hjem, jeg er spændt på om de lader op til "hvalpeparty" i nat.

 

21/06-2017:

En hyggelig dag med besøg af Nina, der sammen med Mads, skal have en af de små. Han bliver med garanti en af landets mest velekviperede whippets, Nina er vanvittig dygtig til at sy dækkener og trøjer til de langbenede.

Hvalpene har været i carporten af flere omgange, det har været en lidt kølig blæsende dag, så med mindre der kommer lidt varme i luften igen, skal de vokse sig lidt større og blive lidt mere sikre på benene før de kommer rigtigt "på græs" og må nøjes med carporten også de kommende dage.

De er rigtig dygtige til at tisse ude, hvis vi får dem ud i tide, der er stadig en uendelig strøm af små tissesøer herinde, vaskemaskinen kører stort set i døgndrift. Om en uges tid bliver det nemmere, der er det nok, at tage et par hvalpe under armen og bære ud, så følger resten efter.

Jeg imponeres til stadighed over teenageren Bianchis omgang med de små. I dag kom en fremmed hund gående forbi på vejen da en af de små var i carporten, Cala og Xingu galper op, og den lille bliver en smule utryg. Det ser Bianchi og går straks hen og stiller sig beskyttende over hvalpen, samtidig med at hun slikker hende lidt. Hun er en fantastisk moster for de små.

UGE 5:

22/06-2017:

Hvalpene er nu 4 uger gamle og går ind i deres 5. leveuge. Som vanligt er en del af torsdag eftermiddagen gået med at tage ugebilleder.

Det gik forholdsvis nemt, selv om det ikke var alle hvalpene, der var lige samarbejdsvillige. I denne uge var Lars fotograf og jeg er glad for, at det ikke er et gammeldags analogt kamera han brugte. 1153 billeder blev det til, det havde været dyrt i fremkaldelse.

I morgen skal vi hente Thor på efterskolen, så i næste uge tror jeg han er fotograf, så får jeg knap så mange billeder at kigge igennem.

Hvalpene får efterhånden 2-4 måltider bestående af hvalpefoder + lidt lækkerier. Jeg serverer 4, men nogle gange er det ikke alle, der er vågne og andre gange spiser nogle hvalpe kun et par bidder og skynder sig så hen til mor Calas mælkebar. Uanset, hvad jeg disker op med er den stadig nummer et.

23/06-2017:

En dejlig dag, med besøg af hvalpekøbere fra Sjælland, Rikke, hendes to sønner + en kammerat. Om 4 uger flytter en af de små tæver ind hos familien og det var tydeligt at mærke, at de glæder sig meget.

De voksne whipper blev snydt for deres eftermiddags gåtur i dag, der kom nogle kraftige byger, som gav rigtig meget vand. Det betød også, at de små stadig må nøjes med carporten, når de skal ud. Håber snart, der kommer lidt tørt vejr, så de kan komme i haven.

Vi har også hentet Thor hjem fra efterskole, så både han og Lars holder sommerferie nu, Lars i 3 uger, Thor til han skal starte på Gymnasiet i august.Det er næsten 2 uger siden, at Thor har set hvalpene og han var forståeligt glad for gensynet, de er jo blevet en del større og absolut mere nuttede og underholdende, end da han så dem sidst.

De små får nu 4 måltider hvalpemad om dagen  og de seneste dage har de også fundet ud af, at indholdet i vandskålen kan drikkes.

I morgen skal Thor og jeg på skue (uofficiel udstilling) i Sabro, få kilometer herfra. Lars bliver hjemme og passer Cala og hvalpe

 

24/06-2017:

En af den slags dage, som der heldigvis ikke er mange af.

Jeg opdagede sent i går aftes, at jeg havde væsentlig mindre hvalpemad tilbage end jeg regnede med, så formiddagen gik med at køre Randers tyndt efter en ny portion, det lykkedes heldigvis i den 5. butik, hvalpene skal jo ikke sulte og jeg synes de er for små til et brat foderskift.

Hjem og pakke bil, få fat i Ghini og Binchi og så afsted den korte tur til den uoficielle udstilling i Sabro. Parkeringspladsen var stoppet til bristepunktet, men det lykkedes at få bilen parkeret.

På vej ud af bilen river Ghini sig på et eller andet, så hun får et sår øverst på forbenet, der skal syes. Hjem igen, finder nummeret på dyrlægen og får fat i den vagthavende, som befinder sig i Hvidsten. Jon og jeg kører afsted med Ghini. Hun bliver bedøvet og syet og en god time senere er vi på vej hjem igen med en lidt groggy dame.

Hun har det fint nu, men er stadig træt, så nu krydser vi bare fingre for, at hun heler fint og hurtigt.

Dagens lyspunkt, vejret her i eftermiddags var fint, så vi havde hvalpene på græs, det nød de, men gassen gik af dem efter 10 minutter. Her sidst på dagen kom Jannie og Sune forbi med en heldragt, som Ghini kan få på, når forbindingen skal af om nogle dage. Vi prøvede den på Bianchi og den passede fint, så må vi se om divaen Ghini også synes den er OK at have på. Ellers er Lise-Lotte kommet med en løsning, der skal afprøves.

25/06-2017:

Blot en hurtig opdatering. Jeg har været på arbejde og er kommet sent hjem, familien har hygget sig med hvalpene, primært indendørs, da det har været en meget blæsende dag.

Ghini er sit gamle jeg i dag og virker ikke generet at sýningen.

26/06-2017:

En rolig hjemmedag, hvor vi primært har slappet af. Vejret har været rimeligt, så hvalpene har været i haven.

Det er dejligt at iagttage, hvor nysgerrige de er og at alle med stor iver udforsker nye ting i omgivelserne.Jeg prøver at finde lidt nyt frem hver dag, senest en legetunnel og et "papkassehus" begge dele er blevet brugt flittigt.

Vi renlighedstræner nu for alvor. Hvalpene kommer ud (primært i carporten) hver gang de har sovet, spist og leget og alle er dygtige til at gøre sig rene ude, hvis ellers vi er hurtige nok til at få dem ud.Lidt af dagens billeder

27/06-2017:

En hyggelig dag med besøg af hvalpekøbere, Rebecca og hendes veninde Dorthe + Michael og Malene.

Tiden for fordelingen af hvalpene nærmer sig, der er ca 1½ uge igen, så der blev kigget vinkler, fronter mv. og snakket om plusser og minusser ved de enkelte hvalpe.Temperamentsmæssigt er det et meget homogent kuld, det gør ikke det hele nemmere, hvad man måske ellers ville tro.

Vejret har været fint og lunt, så hvalpene har været i haven et par gange + utallige gange i carporten. Der kommer stadig søer herinde, men jeg synes mængden er aftagende.

Dagens aftenmenu bestod af opblødt hvalpefoder, lidt hakket oksekød og lidt dåsemad med fisk. Hvalpene får nu 4-5 måltider i døgnet ud over det Cala leverer.

Cala er så småt begyndt at trappe ned, hun gider ikke stå til rådighed som mælkebar alle døgnets timer og man forstår hende, hvalpene er ikke blege for at bide sig fast, hvis de vil have en tår, mens hun er i bevægelse.

 

28/06-2017:

En stille dag, hvor jeg har nået at få luget lidt i haven inden de kommende dages regnvejr. Jeg har været håbløst bagud, så det pyntede.

Samtidig fik jeg ryddet stierne mellem staudebedene, det sidste kuld hvalpe havde stor glæde af at gå på opdagelse i "urskoven" og det tror jeg også dette kuld får, når de er blevet en smule ældre. Vores have er ikke stor, men der er rigeligt med udfordringer for en flok små hvalpe.

Hvalpene var selvfølgelig også i haven, vejret var fint og det lader jo til at de kommende par dage bliver mest til indendørs aktivitet med alt det regn meterologerne lover.

Nogle af hvalpene gik i gang med at "klippe" bøgehækken, de havde stor fornøjelse af at rykke blade af de nederste grene.

Sidst på dagen kiggede Aske forbi og havde en dåse hjemmebagte småkager med til patienten. Ghini elsker småkager og måske får vi andre også lov til at smage.

I morgen har jeg arbejdsdag, så ugebillederne må i denne omgang vente til fredag

UGE 6:

29/06-2017:

Hvalpene er nu 5 uger gamle og går ind i deres 6. leveuge.

Jeg har haft arbejdsdag og er kommet sent hjem, Lars og Thor har passet hvalpene. Dagen har været meget våd, det har regnet fra morgen til aften, så hvalpene har kun fået frisk luft i carporten.

Det betyder også, at mængden af billeder er begrænset, det er svært at tage ordentlige billeder af hvalpene indendørs nu.

Bianchi har sørget for, at der er lidt nyt legetøj til de små, hun fandt et helt net nye bolde. Jeg kan godt huske, at jeg ikke tog alle i brug ved sidste kuld, men hvor hun har støvet det op er mig en gåde

30/06-2017:

Endnu en meget våd dag, vejrudsigten siger heldigvis tørvejr de kommende dag, nu må vi se. Jeg synes stadig hvalpene er for små til at komme på græs, når vejret er så vådt som nu.

Thor og jeg har fået taget ugebilleder. Det gik forholdsvis nemt, men ikke helt uden udfordringer. Først og fremmest det dårlige lys. Mit kamera er af ældre dato, så jeg er nødt til at fotografere med forholdsvis lave ISO indstillinger, ellers bliver billlederne grynede.

Dernæst var både Summerbird og Galler i et gevaldigt humør og meget livlige. Det er jo positivt, bare ikke når det gælder om at stå forholdsvis pænt og stille. Vi håber de to er mindre sprælske i næste uge, så vi kan få bedre billeder.

Lidt af dagens klip og fraklip, samt Bianchi, der holdt et vågent øje med hvalpene eller måske nærmere tuben med tunguf.

 

01/07-2017:

Endelig en rigtig lun sommerdag, hvor terrassedøren har kunnet stå åben det meste af dagen og hvalpene har kunnet gå ud og ind, som de havde lyst til og var vågne til.

Det er skønt at se dem løbe rundt ude, men giver også lidt ekstra arbejde med at holde mandtal, de skal helst ikke lægge sig til at sove under en busk eller i græsset, det er de endnu for små til.

Vi har haft en del hyggelige besøg i dag. I formiddags min bror med lidt af familien, blandt andet hans barnebarn på godt 2 år, der tog mødet med flokken her i stiv arm.

Lidt senere besøg af køberne til to af hanhvalpene, Ann-Vibeke + Nina og Mads.

Hvalpene har også fået klippet kløer, det gør jeg regelmæssigt med 4-5 dages mellemrum, de vokser, som hos de voksne whipper som ukrudt, men er endnu så små, at de kan klippes med en almindelig negleklipper til mennesker.

Jeg gør det som regel, når hvalpene er ved at være trætte, så finder de sig pænt i at få dem klippet og så tager det ikke lang tid, at klippe de 126 små kløer.

 

02/07-2017:

En rolig søndag, hvor det for første gang i mange uger er lykkedes mig, at få bund i bunken af vasketøj. Hvalpene er blevet rigtig dygtige til både at tisse og lave stort ude, der er ikke så mange uheld på måtter og tæpper længere og dermed også mindre at putte i vaskemaskinen.

Flere af hvalpene er oven i købet begyndt at give lyd ved døren, når de skal ud, det er tidligt.

Vejret har været ganske fint, så hvalpene har været i haven og lege af flere omgange, det nyder de virkelig nu.

I morgen har jeg en lang arbejdsdag, håber jeg har energi til en opdatering, når jeg kommer hjem.

 

03/07-2017:

 

Vores internet har været væk hele dagen, så blot lidt forsinkede godnatbilleder.

 

04/07-2017:

Håber jeg det lykkes med opdatering, vores internet kører stadig ikke helt stabilt.

Thor og jeg har været en tur ved dyrlægen med Ghini og Godiva. Godiva har fået en rift under det ene øje under leg med sine søskende. Ikke en rift, der kommer til at give mén, men da den er tæt på øjet ville jeg gerne have den tjekket. Vi fik en gang antibiotika med hjem, som hun skal have forebyggende i nogle dage, dyrlægen mente at det var det klogeste. Hvalpene er jo nysgerrige og har deres snuder i alverdens ting udendørs, og der er ingen grund til at løbe risikoen for en infektion så tæt på øjet.

Ghini skulle have pillet stingene ud af syningen i forbenet. Min intuition om ikke selv at gøre det, var god nok, der var en del dødt væv, der skulle fjernes, så Ghini har stadig et sår på benet som er blevet forbundet.Hun får givet et ar, men pyt, det vigtigste er, at ingen muskler eller sener er beskadiget.

Hvalpene har været i haven flere gange, der er fuld knald på, når de er ude og de får virkelig brugt sig selv fysisk. Det betyder også at de går ud som et lys, når de kommer ind igen og efterfølgende sover tungt et par timer.

De er rigtig glade for haven og er ikke helt tilfredse med, at de ikke må komme derud efter mørkets frembrud. Nok er haven ikke den største, men stor nok til, at en sovende hvalp er nærmest umulig at finde når først solen er gået ned.

UGE 7:

06/07-2017:

Hvalpene er nu 6 uger gamle og går ind i deres 7. leveuge.

Efter nogle dage med svigtende internet, krydser jeg fingre for, at det fungerer stabilt igen, så jeg igen kan opdatere dagligt.

Dagen i dag har været en af de mere travle med en del besøgende og fotografering af hvalpene enkeltvis.

I formiddags kiggede et par af Lars' kollegaer forbi. Derefter fik Thor og jeg taget ugebilleder, det gik forbløffende smertefrit i dag. Dette kuld er åbenbart nemmest at arbejde når, de er friske og udhvilede, hvor det forrige var nemmest, når de havde fået brændt krudtet af.

Først på eftermiddagen fik vi besøg af Line, Kasper og deres lille søn, der kom for at kigge på hvalpene. En utrolig sympatisk familie, som jeg med stor glæde har reserveret den sidste han til.

Sidst på eftermiddagen kiggede Eva forbi, hun har Basso, der er kuldbror til Bianchi + Ingle en skøn ruhåret vizsla.

Vejret de seneste dage har været dejligt og lunt, så terrassedøren har kunnet stå åben det meste af dagen. Alle hvalpene bevæger sig ind og ud, som de er vågne til og alle er blevet rigtig dygtige til at gøre sig rene ude.

Det er også dagen, hvor alle de kommende hvalpeejere har fået endeligt at vide, hvilken af hvalpene, der bliver deres. Jeg fornemmer, at den oplysning ikke har gjort den sidste ventetid nemmere.

Det er en god fornemmelse, at alle nu er reserverede og jeg er sikker på, at de alle vil blive godt forkælede i deres nye hjem, når de om nogle uger skal rejse herfra. Jeg føler mig utrolig priviligeret, at så mange dejlige mennesker, har tillid til mig og mit opdræt.

I morgen er arbejdsdag for mit vedkommende, håber jeg når en kort opdatering, når jeg kommer hjem, det afhænger af min energi og om internettet fungerer.

07/07-2017:

Blot en kort opdatering. Jeg er kommet sent fra arbejde og har brugt den sidste energi på at få pakket til morgendagens udstilling i Nørresundby.

Hvalpene har haft en stille dag og ifølge Lars har de sovet eget af dagen. Jeg tror de har været trætte efter de seneste dages besøg, af samme grund sørger vi for at veksle mellem "aktive og passive dage", der skal være tid til at fordøje alle de nye indtryk.

Jeg har købt nyt, brugt kamera. Lars er ikke helt fortrolig med det endnu, så dagens billedmængde er stærkt begrænset. På billedet til højre Valrhona, der i går på ugebillederne, havde en lidt alternativ ørestilling. I dag har hun, som den første af hvalpene de fineste rosenører.

09/07 - 2017:

Endnu en kort opdatering, døgnet har for få timer pt.

I går havde vi en hyggelig, men lang dag på udstilling i Nørresundby og jeg var simpelthen så træt, da vi endelig var hjemme, at jeg ikke orkede andet end at sætte mig med benene op og bare nyde hvalpene.

Lars passede hvalpene og havde besøg af Summerbird's (Vilde) kommende familie.

I dag har vi haft besøg først af Nina og Mads + Rebecca, senere på dagen dukkede Aske også op

Det har været fint vejr og vi lavede en lille "vandpyt" i en skobakke ude på græsplænen, ikke alle hvalpene opdagede den, men de der gjorde drak af vandet og "soppede" i det.

Cala er så småt ved at vænne hvalpene fra, når man ser billedet til højre forstår man hvorfor, de møver, maser og er efterhånden ret hårde ved hende.

10/07 - 2017:

En rolig dag, hvor vi blot har haft et lille besøg af Tina, som bor på Hinnerupkollegiet ikke så langt herfra. Vi møder hende ofte på vores gåture og både Ghini, Bianchi og Cala er meget glade for hende, så selvfølgelig skulle hun også hen og hilse på de små.

Det har været dejligt vejr, så det meste af hvalpenes vågne tid er brugt i haven på leg og hygge. De seneste dage har hvalpene også fået et af deres måltider spredt på et mindre område af græsplænen og terrassen, En god måde at få dem ned i gear, når legen bliver lidt for vild.

De er alle glade for at være ude, og er ikke helt tilfredse med, at de efter mørkets frembrud, må nøjes med at komme i carporten, hvor vi kan se dem.

Hvalpene får stadig en tår hos Cala et par gange om dagen, men hun er så småt ved at vænne dem fra, det er ikke altid de udviser den store forståelse for den beslutning, så Cala må mange gange om dagen afvise dem, venligt, men bestemt.

I morgen har jeg arbejdsdag og når nok ikke en opdatering,

12/07 - 2017:

Næsten en sommerdag, med lunt vejr og solskin. Formiddagen gik med et besøg, som hvalpene nok godt kunne have undværet, en af DKK's ID-mærkere kom forbi og chippede de små.

Jeg fornemmede, at det nok mere var fornemmelsen af at blive holdt i et fast greb af undertegnede, der fik nogle af hvalpene til at brokke sig lidt, end det var ubehaget ved at få "skudt" chippen i. 

Jeg har pakket den grå hvalpekasse væk for denne gang, hvalpene ligger oftest 2-3 stykker sammen og har flere liggepladser at vælge imellem, så de har ikke behov for den store kasse længere. Desuden var de blevet lidt for nysgerrige efter at finde ud af, hvad indmaden består af. Jeg ved fra første kuld, at det er skumgummi og at det kan laves til det fineste "konfetti" af ivrige hvalpetænder.

Kassen er blevet erstattet af et stort metalbur, der står med åben låge, så hvalpene kan gå ind og lægge sig i det. Formålet er, at de lærer det at kende inden de om nogle dage skal med ud på en lille køretur.

Som vanligt, når vejret er godt, har hvalpene tilbragt megen tid i haven.

UGE 8:

13/07-2017:

Hvalpene er nu 7 uger gamle og går ind i deres 8. leveuge. 

Sædvanen tro har Thor og jeg fået taget ugebilleder, det gik utrolig let i dag, vi kender efterhånden de enkelte hvalpe så godt, at vi ved hvilken "bestikkelse", der skal bruges, for at få dem til at stå pænt.

Hvalpene har tilbragt stort set al deres vågne tid i haven, og de giver os mange gode grin, de er så fulde af livsglæde og mod. De har ret godt styr på motorikken efterhånden og er begyndt at øve sig i, at komme op på de voksne hundes liggeplads. Ghini er ikke helt tilfreds med at blive forstyrret af hele flokken, når det kun er en enkelt hvalp, accepterer hun det fuldstændigt.

Jeg er så småt begyndt at samle sammen til hvalpenes "rejsetasker" og opdagede, at jeg ikke havde nok halsbånd liggende, de fleste af dem jeg troede var hvalpehalsbånd, var af en helt anden type, så symaskinen har været i gang i dag og kommer det også de kommende dage.

14/07-2017:

En regnvåd dag, hvor hvalpene på skift har været i haven og carporten. De vil afgjort helst i haven også selv om det er vådt.

Cala er ikke længere meget for at lade de små die, en lille tår morgen og aften bliver det til og kun så længe hvalpene opfører sig pænt. Bliver de for voldsomme rejser hun sig med en let brummen og det respekterer de oftest. Nogle gange er der en eller to, der lige skal afprøve om, hun nu også mener det. De finder hurtigt ud af, at det gør hun, hun går hvis de ikke respekterer hendes irettesættelse.

I eftermiddags havde vi et hyggeligt besøg af Mikael og Malene, Valrhonas kommende familie og det blev til snak om både hunde, krybdyr og ænder.

For mit vedkommende er det arbejdsweekend, så jeg tør ikke love nye opdateringer før mandag, det kommer an på, hvor meget nattesøvn jeg får. De små ynder at holde "fest" et par gange i nattens løb.

 

17/07-2017:

En lille opdatering. Weekenden skulle have været arbejdsweekend for mit vedkommende, men lørdag morgen vågnede jeg med feber, kvalme og ondt i leddene, så det blev en weekend, hvor jeg sov og hvilede en stor del af tiden og lod familien om at passe "menageriet".

Jeg har været frisk igen i dag og vi har haft et hyggeligt besøg af Rebecca og hendes mor, Elly, der opdrætter tibetanske spaniels.

Hvalpene trives som de skal, vokser og bliver modigere og "frækkere" for hver dag der går, det er en fornøjelse at iagttage dem og deres leg indbyrdes. Cala har helt lukket mælkebaren nu og det er så småt ved at sive ind hos de små. De har fundet ud af, at hun kan andet end at levere mad og at hun faktisk er ganske sjov at lege med.

De kan sagtens undvære hendes mælk nu og alle har en god og sund apetit, når der serveres mad. De vil stadig helst have deres tørfoder opblødt i vand, men bliver de sultne mellem måltiderne spiser de det tørt. I dag har de fået blandet vådfoder med kalkun i deres frokost og kogt kylling i aftensmaden. Kogt kylling er et kæmpe hit hos både hvalpene og de voksne hunde.

De små har også fået deres 2. ormekur i dag og vi er så småt begyndt at vænne dem til snor og halsbånd. De har alle været på en lille gåtur ned til køerne for enden af vejen og tilbage igen. 

Det gik helt fint i betragtning af, at det er deres første tur, men der er lang vej endnu, før de kan gå rigtigt i snor, det bliver en opgave for de nye ejere.

18/07-2017:

En dejlig dag, hvor jeg har fejret min fødselsdag sammen med den allernærmeste familie.

Thor fik jeg dog kun hilst kortvarigt på, han er rejst til Berlin med nogle kammerater og kommer først hjem igen søndag, når de fleste af hvalpene er rejst, så han fik taget afsked med flokken  i morges.

Hvalpene har været i haven af flere omgange og har leget med hinanden, de er blevet rigtig dygtige til at grave og vores "golfbane" er vist snart udvidet fra 9 til 18 huller. 

 

19/07-2017:

En sommerlig dag, med så fint vejr, at dørene har kunnet stå åbne hele dagen. Det er herligt, når de kan det, for så er der stort set ingen uheld indendørs, er de lukkede hænder det, at jeg er uopmærksom og ikke får dem ud i tide. Et par af hvalpene er dog så dygtige, at de hyler ved døren, når de skal ud.

Formiddagen er gået med dyrlægebesøg og dermed også køretur i bilen. Hvalpene er blevet vaccinerede og har fået lavet sundhedsbog. Ingen af dem sagde så meget som en lyd, da de blev stukket, jeg tror knapt de ænsede det, der var alt for mange nye dufte og indtryk, der tog deres opmærksomhed.

Ingen af hvalpene er efterfølgende blevet hverken trætte eller dårlige af vaccinen, faktik har de her i eftermiddags opført sig som om de var på speed, der har været fuld drøn på dem i lang tid

UGE 9:

20/07-2017:

Hvalpene er nu 8 uger gamle og går ind i deres 9. leveuge. 

Det betyder også, at de nu er klar til at flytte hjemmefra og i den kommende weekend bliver After Eight, Galler, Summerbird, Valrhona og Amedei hentet af deres nye familier.

Feodora bliver en uge længere og Godiva to uger længere. Det betyder også, at jeg fortsat vil opdatere hjemmesiden, dog nok ikke dagligt.

Dagen i dag har for mit vedkommende helt stået i hvalpenes tegn. I formiddags fik Lars og jeg taget ugebilleder, det gik forbløffende let. Den eneste, der havde for meget krudt i numsen var Galler, han havde absolut ikke tid til at stå stille på et bord.

Efterfølgende er en del af eftermiddagen gået med at pakke rejsetasker til de 5, der rejser i weekenden, samt at få styr på hver enkelt hvalps papirer. Mangler kun at pakke tæpper ned, de ligger rundt omkring i kurvene, så de kommer til at dufte godt og grundigt af mor og søskende.

Sidst på eftermiddagen var det tid til en lille udflugt i bilen, til legepladsen ved den børnehave, hvor Lars arbejdede for år tilbage.

Legepladsen er indhegnet, så hvalpene kan ikke stikke af og her er masser af spændende ting, at undersøge. Vejret var ret overskyet med let regn. gråvejr og turbo hvalpe er ikke en god kombi, når der skal fotograferes, så dagens billeder er ikke de bedste, men man kan vist godt se, at de små hyggede sig.

21/07-2017:

Lige en lille opdatering. 

En dejlig dag, med lunt vejr, men også vådt fra nattens regnvejr, de små banditter har dekoreret gulvene fint med små sorte poteaftryk, de er løbet ind og ud hele dagen og har nydt det fine vejr.

Lidt ændringer i afhentningsplanerne er det også blevet til. Ann-Vibeke havde mulighed for at hente After Eight i dag, og da ingen af hvalpene har været mærkede af vaccinen, var det helt OK, med mig. Han har været på en god halv times køretur, som gik fint og har undersøgt lidt i sit nye hjem. Vi glæder os til at høre nyt og til at mødes til ringtræning engang i august.

De øvrige seks har været med på en lille gåtur op på torvet i byen. Lars og jeg gik ad to omgange og havde tre hvalpe med hver gang. Noget af turen gik de selv, resten af turen kom de på arm. Alle tog de nye indtryk i stiv pote.

22/07-2017:

I dag er både Galler (Jello) og Summerbird (Vilde) rejst med deres nye familier hjem, Jello til Kolding, hvor han får selskab af en glad whippetdreng, Iggy, på godt 1½ år.

Vilde kommer helt sikkert heller ikke til at kede sig i Næstved, hun skal underholde en familie med 2 voksne og 3 børn, samtidig er hun så heldig, at der på samme vej bor 2 andre whippets, som hun kommer til at møde.

Begge hvalpe brokkede sig lidt på turen hjem, men sov også og begge er begyndt at undersøge deres nye hjem. 

Vi ønsker held og lykke fremover til familierne og glæder os til at gense både Jello og Vilde.

I dag er det også et år siden vores "cykel-kuld" blev født, utroligt så hurtigt det år er gået. Det er dog ikke blevet til meget fejring af dagen for Bianchi, hun har en gave til gode på et senere tidspunkt.

27/07-2017:

I dag bliver hvalpene 9 uger, Thor og jeg har fået taget ugebilleder af Godiva og Feodora, de to som endnu ikke er rejst til deres nye hjem.

Vi har de seneste dage haft de 2 små vildbasser på korte gåture i snor, de er efterhånden ret dygtige.

Jeg har haft et par arbejdsdage og der har været en del regn, så jeg har ikke været så flittig med kameraet, men fik da taget lidt forleden, da Rebecca var på besøg.

Billedet til højre af Cala er taget i dag, hun er i super flot kondition nu, det er ikke til at se, at det ikke er mere end 9 uger siden, at hun fødte sine hvalpe.

30/07-2017:

I går rejste Feodora (Enya) til Sjælland sammen med Martin. Hun har sovet fint den første nat og er også i sit nye hjem en glad og nysgerrig lille dame. Vi ønsker hende alt held og lykke fremover.

Nu er der så kun Godiva tilbage, som indtil på fredag, hvor hun flytter ind hos Rebecca, må stå for underholdningen af både mor, moster og mormor. Vi mennesker må så sørge for at hun kommer ud og se lidt af verden, så hun er godt rustet, når hun flytter til sin nye familie.

04/08-2017:

En sidste opdatering fra dette kulds tid hos os.

I dag er den sidste hvalp, Godiva, rejst til sit blivende hjem. Hun er blevet taget godt imod af sine nye bofæller (whippet, papillon og kat) og vi ønsker at både de firbenede og Rebecca får megen glæde af hende i årene fremover.

Rebecca har ventet længe og tålmodigt på en hvalp, allerede i forsommeren sidste år, blev det besluttet at en tæve fra Calas første kuld skulle flytte ind hos hende. Nu glæder vi os til et snarligt gensyn med både hende og Jello(Galler) på myndeklubbens udstilling i Roskilde til september.

Mange har spurgt om det ikke er hårdt, at skulle sige farvel til alle hvalpene. Selvfølgelig er det en smule vemodigt, man bliver naturligt knyttet til de små krokodiller, når der tilbringes så megen tid med dem, men det er svært at være trist ret længe, når man oplever den glæde hvalpene spreder i deres nye hjem.

Del siden